Særlige behov

Vi hjælper gerne de passagerer, der af den ene eller anden årsag har vanskeligt ved at komme til og fra flyet uden hjælpemidler.

Nedsat mobilitet

Kørestols-assistance
Vi tilbyder gratis kørestols-assistance i alle lufthavne. For at kunne garantere, at man får den fornødne hjælp, skal man kontakte sit rejsebureau senest 48 timer før afgang. Ved billetbooking senere end 48 timer før afrejse, vil vi bestræbe os på at hjælpe bedst muligt, men kan dog ikke garantere assistance.

Det er gratis at medbringe egen sammenklappelig kørestol. Vær dog opmærksom på, at denne skal afleveres sammen med bagagen ved check-in.

Rollator-assistance

Passagerer kan medbringe rollator helt frem til gaten, hvorefter den kommer i lastrummet. Rollatoren udleveres igen sammen med bagagen ved ankomst. Er man meget dårligt gående uden rollator, bør man derfor overveje, om man har behov for kørestols-assistance ved ankomsten.

 

Beskyttelse af hjælpemidler
Vi anbefaler, at man lejer en taske til beskyttelse af sine hjælpemidler, da disse ellers kan tage skade under flyvningen. Great Dane Airlines erstatter ikke beskadigede hjælpemidler og specialbagage, som ikke har været pakket i en taske fra Airshells eller andet lignende beskyttelse. Dokumentation for korrekt beskyttelse skal kunne fremvises.

Behov for ilt på rejsen

Da ilttrykket i lungerne nedsættes væsentligt under en flyvning, kan visse passagerer få behov for ekstra ilt undervejs.

Dette gælder særligt for rejsende med hjerte, – lunge og vejrtrækningsproblemer. Alle Great Dane Airlines flyvninger bærer ekstra iltflasker ombord. Disse er udelukkende beregnet til nødsituationer, hvor kabinepersonalet og passagerer har brug for ekstra ilt.

Derfor anbefaler Great Dane Airlines at du medbringer din egen iltkoncentrator. Venligst bemærk at der skal være nok ilt til hele flyvningen samt yderligere 50 procent. Det er påkrævet at du kan fremvise en godkendt MEDIF (Medical Information Form) for at medbringe ilt til medicinsk brug.

Tag kontakt til din læge eller sygehus for bestilling af dette.

Servicehunde

Det er tilladt at medbringe sin servicehund ombord i kabinen. Det er vigtigt at du gør Great Dane Airlines opmærksomme på dette inden din flyvning. Hvis ikke du korrekt informerer Great Dane Airlines om dette, forbeholder vi os retten til at afvise hunden ved check-in. Det skal også kunne dokumenteres at den rejsende har behov for at være assisteret af en servicehund. Derudover skal følgende foranstaltninger overholdes:

a. Det er kun tilladt at medbringe én servicehund på hver flyvning.
b. Servicehundens og dens ejer skal altid placeres forrest i kabinen.
c. Servicehunden må ikke overstige 33 kg.
d. Skal bookes senest 48 timer før afgang.
e. Hunden skal tydeligt kunne identificeres som servicehund, eksempelvis med vest.

Det er ejerens ansvar at medbringe godkendt seleudstyr der kan sikre hundens sikkerhed under hele flyvningen og særligt under taxi, take-off, landing og eventuel turbulens.

Graviditet

Ved graviditet med ét barn:
Er du gravid med et enkelt barn, kan du rejse uden begrænsning indtil uge 32. Fra uge 32-36 kan du rejse med lægeerklæring, der ikke er ældre end 10 dage. Fra uge 36 kan du desværre ikke rejse.

Ved graviditet med mere end ét barn:
Er du gravid med tvillinger kan du rejse uden begrænsning indtil uge 28. Fra uge 28-32 kan du rejse med lægeerklæring, der ikke er ældre end 10 dage. Fra uge 32 kan du desværre ikke rejse.